Fleksjobreform rammer skævt

3F advarer: Drop dele af lovforslag i fleksjobreform. Ellers vil flere blive kørt ud på et sidespor økonomisk og blive udstødt fra arbejdsmarkedet.

3F har gjort Folketingets Beskæftigelsesudvalg opmærksom på uheldige konsekvenser af dele af fleksjobreformen.3F har gjort Folketingets Beskæftigelsesudvalg opmærksom på uheldige konsekvenser af dele af fleksjobreformen.

Regeringens arbejde med en reform af fleksjob og førtidspension er i fuld gang. Men flere elementer er helt uspiselige for 3F, fordi de vil udstøde flere i forvejen pressede borgere og bremse det rummelige arbejdsmarked.

Socialrådgiverne Karin Petersen og Ida Bang Andersen fra 3F har bedt Folketingets Beskæftigelsesudvalg om at fjerne dele af reformens lovforslag. Blandt andet følgende forslag, der angår de såkaldte fastholdelsesfleksjob:

”At en person som hovedregel først kan blive ansat i et fleksjob på sin hidtidige arbejdsplads, når han eller hun har været ansat på arbejdspladsen i mindst 12 måneder under overenskomstens sociale kapitel”.

Flere vil blive udstødt

- I de 12 måneder er der ikke tilskud til arbejdsgiveren. Derfor er det ikke økonomisk attraktivt for arbejdsgiveren at indgå en aftale. Konsekvensen bliver, at medarbejdere med nedsat arbejdsevne bliver fyret, hvorefter kommunen så kan visitere dem til fleksjob. Så bliver de ledige fleksjobbere i stedet for, siger Karin Petersen.

Hun glæder sig over, at 3F's indvendinger blev modtaget positivt og med stor lydhørhed.

3F bekymrer sig også om fleksjobbere, der får en arbejdsskade. De skal fortsat kunne få erstatningen udbetalt som et engangsbeløb. Det giver den nødvendige økonomiske sikkerhed.

Går grueligt galt

- Det vil ikke længere være muligt med det, reformen lægger op til, idet erstatning udbetalt som et engangsbeløb vil kræve et fast fleksjob. Men fleksjobbere under 40 år får fleksjob fem år ad gangen. Man kan således gå med uafklaret økonomi i mange år i et midlertidigt fleksjob, siger Ida Bang Andersen.

Hun påpeger, at det kan gå grueligt galt for 3F-medlemmerne.

- De vil gå konstant med en frist på fem år, hvor de må nøjes med en midlertidig erstatning, hvor de for eksempel ikke kan nedbringe gæld på hus eller lejlighed og få ro på økonomien, siger Ida Bang Andersen.

3F opfordrede udvalget til at tage forslaget af bordet.