OBS: Du er nu offline

3F-kongres:  Millioner til 3F's afdelinger

3F's lokale afdelinger får millioner, så de har flere økonomiske muskler til fagligt arbejde.

3F-næstformand Tina Christensen fik opbakning fra 3F's kongres til at sende flere penge til de 65 lokale afdelinger. (
	Niels Åge Skovbo)
3F-næstformand Tina Christensen fik opbakning fra 3F's kongres til at sende flere penge til de 65 lokale afdelinger. ( Niels Åge Skovbo)
Af 
 

Fagforbundets 3F’s 65 lokale afdelinger har fået en økonomisk håndsrækning af den helt store slags.

På 3F’s kongres, der løber af stablen i disse dage, har hovedbestyrelsen fået opbakning til at sende i alt 120 millioner kroner ud til fordeling blandt afdelingerne.

- Pengene skal understøtte afdelingernes økonomi og sikre, at de har midler til nye aktiviteter, lød det fra 3F’s næstformand, Tina Christensen.

60 millioner kroner i 2020 fordeler sig på et ekstraordinært engangsbeløb på 30 millioner kroner og yderligere 30 millioner kroner, der kommer fra afkastet fra salget af forsikringsselskabet Alka.

De lokale afdelinger modtager derefter 30 millioner kroner hvert år frem til næste kongres i 2022.

Milliardsalg

3F var den største aktionær i Alka, som i december 2017 blev solgt til konkurrenten Tryg for hele 8,2 milliarder kroner.

Heraf tilfaldt 2,5 milliarder 3F, Danmarks største fagforening, som dog “kun” fik en fortjeneste på 1,8 milliarder, da aktierne var optaget til en værdi på 0,7 milliarder.

Det er blandt andet forrentning af det store beløb, som de lokale 3F-afdelinger nu får del i.

De 60 millioner kroner i 2020 vil blive fordelt til de 65 lokalafdelinger, sådan at engangsbeløbet på 30 millioner kroner fordeles med 20 procent ligeligt mellem afdelingerne, og de resterende 80 procent bliver fordelt efter medlemstal, sådan at de store afdelinger med mange medlemmer får en større bid af kagen.

Stor tilslutning

De lokale 3F-afdelinger får glæde af den økonomiske håndsrækning fra januar 2020, hvor pengene udbetales.

Der var stor tilslutning til forslaget fra de mere end 700 delegerede, der er til 3F-kongres i Aalborg Kongres og Kulturcenter.