OBS: Du er nu offline

3F’s Kongres:  Nu skal du have betalt for at få konfliktunderstøttelse

Det kræver for fremtiden medlemskab af 3F i mindst én måned og ikke mindst, at man har betalt sit månedskontingent, for at kunne få konfliktunderstøttelse, har kongressen vedtaget.

- Vi oplevede i 2017, at flere tillidsfolk tog bolden op og fik deres kolleger meldt ind, da der var overenskomstforhandlinger i gang, sagde Thorkil Jansen, 3F Transport, Logistik og Byg. (
	Niels Aage Skovbo)
- Vi oplevede i 2017, at flere tillidsfolk tog bolden op og fik deres kolleger meldt ind, da der var overenskomstforhandlinger i gang, sagde Thorkil Jansen, 3F Transport, Logistik og Byg. ( Niels Aage Skovbo)
Af 
 

Fremover er det ikke nok, at man bare har meldt sig ind i 3F. Man skal også have betalt mindst én måneds kontingent, før man kan modtage konfliktunderstøttelse under en eventuel konflikt.

Sådan lød en ændring af vedtagelserne i forbundets love ved 3F’s kongres i Aalborg.

3F Vejle og 3F Esbjerg havde stillet et forslag om, at det skulle kræve hele tre måneders medlemskab at få udbetalt kontingentunderstøttelse. Andre forbund har indført en lignende regel.

Begrundelsen lød, at et medlemskab skal tegnes “med rettidig omhu”, og frie fugle, der ikke vil være organiseret, skal ikke blot kunne hæve konfliktunderstøttelse via en hastig indmeldelse.

Et godt redskab for tillidsfolk

Men forslaget faldt, da kongressen i stedet vedtog et forslag fra 3F’s hovedbestyrelse: Det siger, at man skal have betalt sit kontingent i mindst én måned før for at opnå retten til at hæve understøttelse under en eventuel konflikt.

Og det er et rigtig godt redskab for tillidsfolkene til at kunne organisere helt frem til overenskomstforhandlingerne, lød det altså fra flertallet af de 729 kongresdelegerede:

- Vi oplevede i 2017, at flere tillidsfolk tog bolden op og fik deres kolleger meldt ind, da der var overenskomstforhandlinger i gang. Vores oplevelse var ikke, at de meldte sig ud igen bagefter, tværtimod blev de hængende. Vi er ikke altid så gode til at sprede budskabet om, at der er overenskomstforhandlinger i gang. Det ville være ærgerligt at tage den gode mulighed fra vores tillidsfolk, lød det fra Thorkil Jansen, 3F Transport, Logistik og Byg.

Også andre forslag om ændringer i tilknytning til overenskomstforhandlingerne var til debat under behandlingen af 3F’s love.

En tillidsmand og hans kuglepen

Et af de mest debatterede forslag handlede om, at man forud for og under overenskomstforhandlingerne løbende skulle koordinere og afstemme gruppernes situation med hinanden.

“Ingen grupper må underskrive et overenskomstforlig, før alle grupper har færdiggjort deres forhandlinger”, lød forslaget.

Forslaget skulle tilgodese, at for eksempel byggefolk ikke altid kan se dem selv i de resultater, der forhandles hjem på industriens område, lød argumenterne fra tilhængere.

- Hvis man stemmer for det her forslag, vil man gøre det umuligt for 100.000 industriarbejdere at foretage sig noget som helst, lød det derimod fra Jesper Peter Holm, 3F Storkøbenhavn.

- Hvis man stemmer for det her forslag, vil man reelt fratage en tillidsmand hans kuglepen, sagde formanden for 3F’s industrigruppe, Mads Andersen, med henvisning til, at det i hans øjne ville fratage ham retten til at skrive under på en overenskomst.

Forslaget blev massivt forkastet af kongressen.