OBS: Du er nu offline

3F’s nye vision skal skabe fælles kurs

Ny vision for 3F blev vedtaget på kongressen 2016. Den skal sikre fælles fodslag og retning for afdelinger og forbundshus.
- En vision skal sikre, at vi imødekommer de udfordringer, vi står overfor og på en måde, så alle i forbundet har en fornemmelse af, at vi bevæger os i den rigtige retning, lød det fra forbundsformand Per Christensen. (Foto: Michael Bo Rasmussen)
- En vision skal sikre, at vi imødekommer de udfordringer, vi står overfor og på en måde, så alle i forbundet har en fornemmelse af, at vi bevæger os i den rigtige retning, lød det fra forbundsformand Per Christensen. (Foto: Michael Bo Rasmussen)
Af 
 

- Hvis du ikke ved, hvor du skal hen, er det lige meget, hvilken vej du vælger.

Sådan sagde forbundsformand Per Christensen, da han fremlagde 3F's nye vision på kongressen i Aalborg. En fælles vision er, ifølge ham, vigtig for hele organisationen.

- Vi stiller krav til andres indsats, og derfor skal vi også stille krav til vores egen indsats. Det kan vi gøre ved at spørge os selv, hvor vi vil være om tre år. Det kan vi gøre med en vision, sagde Per Christensen og uddybede:

- En vision skal sikre, at vi imødekommer de udfordringer, vi står overfor og på en måde, så alle i forbundet har en fornemmelse af, at vi bevæger os i den rigtige retning.

Må ikke være flyvske ord

Der var bred opbakning om visionen. Nogle enkelte af de delegerede udtrykte bekymring og kritik af formuleringen af visionen.

- En vision er vigtig. Men jeg er lidt ulden ved dele af visionen. Jeg tror, at nogle medlemmer har svært ved at se sig selv i visionen. Det er flyvske begreber uden indhold. Jeg foreslår, at vi til næste kongres laver en revidering, og fjerner de flyvske ord, sagde Morten Søndergaard fra 3F København.

En vision udvikler os

Annette Just fra 3F Bygningsarbejdernes Fagforening fortalte fra talerstolen, at hun og hendes kolleger allerede nu arbejder med visioner.

- Visioner er vigtige. Den fortæller os og vores samarbejdspartnere i hvilken retning vi arbejder. Vi har omsat visioner til handling, og vi kan konstatere, at vi på den måde har udviklet os markant. Vi har blandt andet organiseret en hel masse nye medlemmer. Vi opfordrer derfor alle til at stemme for forslaget, sagde Annette Just.

Visionen blev enstemmigt vedtaget.