OBS: Du er nu offline

3F Transport:  Klimakrise gør grøn omstilling nødvendig

3F Transport har udpeget tre store udfordringer, som skal håndteres. En af dem er klimakrise og grøn omstilling i transportbranchen, der står for 30 procent af det globale udslip af skadelige klimagasser.

- Lagergiganten, amerikanske Amazon, bliver ved med at melde sin ankomst til Danmark. Nu bliver vi klar til at møde Amazon. Mon Amazon også er klar til at møde os? spurgte Jan Villadsen, formand for 3F’s Transportgruppe. (
	Foto: Niels Aage Skovbo)
- Lagergiganten, amerikanske Amazon, bliver ved med at melde sin ankomst til Danmark. Nu bliver vi klar til at møde Amazon. Mon Amazon også er klar til at møde os? spurgte Jan Villadsen, formand for 3F’s Transportgruppe. ( Foto: Niels Aage Skovbo)
Af 
 

Automatisering og ny teknologi. Globalisering og social dumping. Klimakrise og grøn omstilling.

De tre elementer har formand for 3F’s Transportgruppe Jan Villadsen udpeget som tre store udfordringer de kommende tre år. Det skete på gruppens konference på 3F’s kongres i Aalborg.

- Vi skal være på forkant med udfordringerne. Vi er vant til at diskutere og arbejde med de to første elementer. Men vi skal også aktivt medvirke i den grønne omstilling og håndteringen af klimakrisen, der også rammer 3F-medlemmer, sagde han og fortsatte:

-  Alene fordi transportsektoren står for en meget stor del af det globale udslip af skadelige klimagasser. Ifølge OECD omkring 30 procent. Det kommer til at koste tid og kræfter. Og det kommer til at gøre ondt på nogle, sagde han.

Er Amazon klar til 3F?

Han fastslog, at det er afgørende med et velorganiseret samfund, og at 3F er klar på alle områder.

3F Transport har i tre år kørt et projekt, som skal dække godstransportområdet med overenskomster, og det har båret frugt. 87 procent af virksomhederne på godsområdet er idag dækket af  en overenskomst.

- Nu er det lagerområdets tur, hvor vi investerer i et lignende projekt. Så vi kan få dækket den del af vores arbejdsmarked med overenskomster også, sagde han.

Det bliver der brug for, pointerede han.

- Lagergiganten, amerikanske Amazon, bliver ved med at melde sin ankomst til Danmark. Nu bliver vi klar til at møde Amazon. Mon Amazon også er klar til at møde os? spurgte Jan Villadsen.

Farvel til Uber

Han kiggede også tilbage på en række resultater i den forgangne kongresperiode. Det mest aktuelle er Vejpakken.

- Vores resultater i Bruxelles med EU’s Vejpakke taler for sig selv. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at et forslag fra 3F Transport kunne vippe et forslag fra selveste EU-Kommissionen til side, sådan som det er sket, sagde Jan Villadsen.

Blandt andet også 3F’s kampagne mod Uber blev fremhævet i tilbageblikket.

- Uber startede sit eventyr i Danmark med et image som moderne, smart og cool. Men de trak sig ud af Danmark igen i 2017. Midt i et mareridt af negativ presse og retssager om ulovlig piratkørsel, skattesnyd og socialt bedrageri, sagde Jan Villadsen, der blev genvalgt af de 125 transportdelegerede med stående klapsalver.