Stærke førtidspensionister sparer op til pension

Kun hver tredje førtidspensionist sparer op til alderdommen. Det er selvom kommunerne kaster to kroner ekstra i sparebøssen, hver gang en førtidspensionist selv sparer en krone op.

Kun hver tredje førtidspensionist sparer op til alderdommen.Kun hver tredje førtidspensionist sparer op til alderdommen.

Hver gang en førtidspensionist indbetaler 153 kroner om måneden til en supplerende arbejdsmarkedspension, smider kommunen 306 kroner ekstra i førtidspensionistens sparegris. Selvom der er tale om en særdeles lukrativ opsparingsordning, er det kun godt hver tredje førtidspensionist, der sparer op til alderdommen igennem den supplerende arbejdsmarkedspension. Det viser en ny undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet (SFI).

Dem, der sparer op, er typisk veluddannede, gifte, etniske danskere og havde en god indkomst, da de stadig var i arbejde.

Samtidig viser undersøgelsen fra SFI, at mange førtidspensionister ved for lidt om ordningen. Halvdelen af de adspurgte kunne slet ikke huske, at de havde hørt om den supplerende arbejdsmarkedspension.

3F'ere bliver tilmeldt automatisk

I PensionDanmark har de længe været opmærksomme på problemet. PensionDanmark har netop mange faglærte og ufaglærte 3F'ere blandt deres opsparere.

Mange af dem er blandt dem, som ikke kender til den supplerende arbejdsmarkedspension. Sidste år begyndte PensionDanmark derfor automatisk at tilmelde de medlemmer til ordningen, som blev tildelt førtidspension igennem det offentlige.

- Det har vist sig at være en succes, så vi er glade for, at SFI nu har gjort det til sin anbefaling, siger administrerende direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen.

SFI: Gør tilmelding automatisk for alle

En person, der bliver førtidspensionist som 45-årig, og som er tilmeldt den supplerende arbejdsmarkedspension, kan se frem til at have 9.000 kroner ekstra om året i alderdommen. Det viser PensionDanmarks beregninger.

Rapporten fra SFI anbefaler, at ordningen ændres, så alle danskere automatisk bliver tilmeldt den supplerende arbejdsmarkedspension, når de ryger på førtidspension.

Præcist som medlemmerne af PensionDanmark i dag allerede bliver tilmeldt automatisk. De, der ønsker at melde sig fra, kan så gøre det efterfølgende.