3F'ere vil ikke anbefale deres job til børnene

Vi ser, at det går ned ad bakke for arbejdsmiljøet for første gang i 50 år, vurderer ekspert.

Murerne: Kasper Ertman (36), Johnny Jensen (60), Rune Hansen (30), Frans Hansen (24) og Anders Rasmussen (30). Knap halvdelen af murersjakket har for nylig haft en alvorlig arbejdsskade.  (Foto: Kenneth Havgaard.)Murerne: Kasper Ertman (36), Johnny Jensen (60), Rune Hansen (30), Frans Hansen (24) og Anders Rasmussen (30). Knap halvdelen af murersjakket har for nylig haft en alvorlig arbejdsskade. (Foto: Kenneth Havgaard.)

Johnny Jensen er murer i tredje generation, men ingen af hans to drenge er blevet murere.

- Da jeg blev udlært, var vi byggepladsens konger. Men i dag er der alt for mange problemer med at være murer, forklarer 60-årige Johnny Jensen.

På samme måde har mange 3F'ere det med deres fag og arbejde: Hver anden 3F'er ser helst ikke, at deres børn går i deres fodspor. Det viser en rundspørge, Analyse Danmark har foretaget blandt 893 3F'ere med børn.

(Artiklen fortsætter under grafikken.)

"Vi giver efter"

Presset stiger i disse år, lyder det fra Johnny Jensen og resten af murersjakket i firmaet Kim Siestø. For øjeblikket renoverer sjakket de gule huse i Nyboder i København. Polske firmaer med discountløn, mange arbejdsløse kolleger og forringede dagpenge lægger en dæmper på murerne i skuret.

- Så giver vi lige så stille efter, forklarer Rune Hansen, 30.

Undersøgelsen viser også, at mange faglærte og ufaglærte oplever, at deres arbejde for tiden bliver hårdere. Knap hver anden 3F'er har inden for det seneste år fået mere travlt, oplevet større psykisk pres og fået flere smerter.

- Krisen ligger som en dyne af frygt, der tynger folk. De holder op med at tage hensyn til sig selv, fordi de ikke tør andet, forklarer Einar Baldursson, lektor i arbejdspsykologi ved Aalborg Universitet.

Går tilbage for første gang i 50 år

Cheferne i virksomheder ønsker at effektivisere, og det presser tempoet i vejret, fordi folk ikke tør sige ledelsen imod. Derfor er det ikke så underligt, at flere 3F'ere oplever stress, flere smerter og mere travlhed.

- Arbejdsmiljøet er gået fremad de sidste 50 år. Men nu ser vi, at det går tilbage for første gang, vurderer Einar Baldursson.