Reformer af arbejdsmarkedet rammer en million

Hver femte dansker vil blive påvirket af de kommende beskæftigelsesreformer.

En million danskere bl.a. ledige kan blive påvirket af reformer næste år. (Foto: Colourbox)En million danskere bl.a. ledige kan blive påvirket af reformer næste år. (Foto: Colourbox)

Arbejdsløse, førtidspensionister og sygedagpengemodtagere kan i løbet af 2012 få vendt op og ned på deres hverdag.

Hver femte dansker, svarende til 1,3 million danskere, vil blive påvirket af de kommende beskæftigelsesreformer. Det skriver Ugebrevet A4.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) pønser på en række markante ændringer, der skal øge antallet af danskere på arbejdsmarkedet.

Både sygedagpenge, dagpenge, kontanthjælp, førtidspension, fleksjobordningen og den aktive beskæftigelsespolitik skal kigges efter i sømmene.

- Vi får et utrolig travlt i 2012. Det bliver det største reformår på beskæftigelsesområdet i den her regerings tid, siger Mette Frederiksen

Usikkerhed og ledighed

Tidligere beskæftigelses- og finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), frygter, at den store reformiver vil kaste mange danskere ud i usikkerhed og ledighed.

- Jeg synes, at Mette Frederiksen er overivrig med hensyn til at kassere alt, hvad der er blevet lavet på beskæftigelsesområdet. Hun virker utrolig skråsikker på, at hun har løsningen på alle problemer, siger Claus Hjort Frederiksen til A4.