Håndværkere er vilde med massage

Sundhed: Håndværkere strømmer til massage, kiropraktor og fysioterapi. På bare et år er antallet af medlemmer af fagforeningen 3F, der har været til behandling, steget med 85 procent.

Murere, tømrere og snedkere er vilde med at lægge sig på briksen hos en kiropraktor, fysioterapeut eller massør. I september sidste år fik håndværkerne som noget nyt adgang til en sundhedsordning igennem deres pensionsselskab.

På bare et år er antallet af 3F'ere, der har været i behandling, steget med 85 procent. Den mest populære behandlingsform er kiropraktik med 21.875 behandlinger efterfulgt af massage, fysioterapi og zoneterapi. I alt blev der i løbet af 2010 givet godt 50.000 behandlinger til medlemmer af 3F, som har en sundhedsordning via PensionDanmark.

Tilbage på job efter kun et år

Tømrer Søren Elmelund fik voldsomt ond i ryggen, da han en mandag for knap fire uger siden kravlede rundt og lagde gulv. Han ringende med det samme og fik en tid til kiropraktor dagen efter. Efter kun en dags sygefravær er han klar til at arbejde igen.

- Jeg var sindssygt øm lige efter behandlingen hos kiropraktor. Men efter et par smertestillende piller var jeg klar igen, siger han til Fagbladet 3F.

Siden har Søren Elmelund gået til kiropraktor en gang om ugen og skal til opfølgning hos en fysioterapeut for at få træningsøvelser.

- Det går langt bedre nu. Jeg har lidt ondt i den ene side, men det er ikke noget i forhold til, da jeg lige blev ramt, siger den 31-årige tømrer fra Søndersø.

Søren Elmelund er langt fra den eneste 3F'er, der døjer med ondt i ryggen. Rygproblemer er den mest udbredte årsag til, at folk går i behandling.

Tre ud af fire hurtigere i job

Tidligere var det kun chauffører, lagerarbejdere, fiskere og et par andre faggrupper i 3F, som havde adgang til sundhedsordningerne igennem PensionDanmark. Men som noget nyt kom håndværkere i byggefagene med i september sidste år. Det tyder på, at håndværkerne lige som de andre brugere er godt tilfredse.

74 procent af de brugere, som har været sygemeldt og fået behandling via sundhedsordningen i løbet af årets første fire måneder, vurderer, at behandlingen har hjulpet dem hurtigere tilbage i job. Det oplyser PensionDanmark.