OBS: Du er nu offline

Lizette Risgaard til 3F'ere:  I sætter retningen for et mere retfærdigt Danmark

Formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard, roser 3F for at have sat spørgsmålet om tidligere tilbagetrækning for nedslidte på dagsordenen.

FH's formand Lizette Risgaard roser 3F. (
			Joachim Rode	)
FH's formand Lizette Risgaard roser 3F. ( Joachim Rode )
Af 
 

Det er især fagforbundet 3F’s fortjeneste, at spørgsmålet om ret til tidlig tilbagetrækning kom på dagsordenen op til folketingsvalget i juni.

Sådan lød det mandag fra formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Lizette Risgaard.

Fra talerstolen på 3F’s kongres i Aalborg roste hun 3F’s arbejde for at sikre nedslidte en lovbestemt ret til at kunne gå tidligere på pension.

- Se på folketingsvalget. Her beviste I, at vi i fagbevægelsen kan være med til at afgøre den politiske retning i Danmark. Det var på grund af vores fælles indsats, at politikerne på tværs af partier blev nødt til at forholde sig til alle de lønmodtagere, som bliver slidt af deres arbejde. Vi satte dagsordenen om tilbagetrækning og arbejdsmiljø, sagde Lizette Risgaard.

Mangler flertal

Spørgsmålet om differentieret pensionsalder, som det også kaldes, blev Socialdemokratiets mærkesag op til folketingsvalget, og Mette Frederiksen har sidenhen sagt, at det kommer til at definere hende som statsminister, om det bliver gennemført eller ej.

Regeringen mangler dog fortsat at samle et flertal, før differentieret pensionsalder kan blive virkelighed.

Lizette Risgaard sendte også en hilsen til den socialdemokratiske regering.

- Vi har fået en mere lønmodtagervenlig regering, som vil bekæmpe fattigdom og ulighed og sørge for tidligere pension til de nedslidte - dem, der har knoklet et helt langt arbejdsliv, og som har brug for at kunne trække sig tilbage uden at stå med hatten i hånden, lød det fra FH-formanden.

Tror på det lykkes

Lizette Risgaard fortalte på 3F-kongressen, at hun har haft møder med statsministeren, beskæftigelsesministeren og Dansk Arbejdsgiverforening om ret til tidligere tilbagetrækning, og hun tror på, at det vil lykkes at føre ud i livet.

Og det er altså blandt andet 3F’erne og fagbevægelsens fortjeneste, mener Lizette Risgaard.

- Alle skal have ret til gode år på pension. Det er, hvad vi kæmper for, og vi har vind i sejlene. For grunden til, at vi har magt til at sætte dagsordner i Danmark, er jo fordi, vi har organiseret os. Vi kan banke porten ind på Christiansborg, fordi vi er 1,4 millioner lønmodtagere, som står skulder ved skulder. 1,4 millioner lønmodtagere kommer man ikke uden om, lød det fra Lizette Risgaard, som blev mødt med stående klapsalver fra de mere end 700 delegerede 3F’ere i Aalborg Kongres og Kulturcenter.

3F’s kongres blev skudt i gang i lørdags og slutter på torsdag.