OBS: Du er nu offline

Industriformand:  Mere tryk på lokale lønforhandlinger

Når overenskomsterne bliver fornyet i 2023, skal arbejdsgiverne til lommerne. Men vi skal være varsomme med at puste til inflationen, lød det fra Mads Andersen, formand for 3F Industri, ved gruppekonferencen.

Formand for 3F Industri, Mads Andersen, ved gruppekonferencen onsdag. (
	Joachim Rode)
Formand for 3F Industri, Mads Andersen, ved gruppekonferencen onsdag. ( Joachim Rode)
Af 
 

Lønnen skal op. Det nytter ikke, at danske industriarbejdere sakker alt for langt bagud, når både inflation og energipriser hamrer derudad.

Men samtidig kan det blive svært at sikre reallønnen. Og det gavner ingen, hvis vi ender i en farlig lønprisspiral.

Sådan lød budskabet fra formanden for 3F Industri, Mads Andersen, ved Industrigruppens konference onsdag foran 200 delegerede i Aalborg Kongres & Kultur Center.

- Lønnen skal selvfølgelig stige mere, end den har gjort. Vi skal fordele, når der er noget at fordele, og holde igen, når der er svære tider. Der har været utilfredsstillende resultater i lokalforhandlinger her i år, hvor beskæftigelsen ellers aldrig har været bedre. Det er mangel på respekt for vores forhandlingsmodel og presser vores minimallønssystem, når arbejdsgivere ikke deler ud, når der er noget at dele ud af, sagde han.

Ingen lønfest

For nylig har virksomheder som Lego, Novo Nordisk og Linak dog taget initiativer til ekstraordinært at hæve lønnen eller give særlige tillæg, ligesom der er forhandlinger på flere andre virksomheder om at gøre det samme.

Men Mads Andersen peger på, at man ikke skal gøre sig alt for store forhåbninger om en kommende lønfest:  

- Vi skal tænke os godt om. For virksomheder oplever prisstigninger på energi og råvarer. Vi risikerer at få inflationen til at vokse. Lønstigninger kan betyde, at virksomheder bliver nødt til at hæve priserne på deres produkter. Vi skal have realistiske forventninger til, hvordan det her kan løses, sagde Mads Andersen.

Fint lille bidrag

Og så håber industriformanden på et andet bagtæppe, når forhandlinger om nye overenskomster starter op i januar 2023.

- Mest af alt håber jeg selvfølgelig, at vi får styr på energipriserne. Det er især dem, der driver inflationen opad. Og så ser jeg meget gerne, at inflationen er faldet.

Han anerkendte også de initiativer, der er kommet fra Christiansborg for at holde hånden under folk, der er kommet i klemme, når priserne går amok: Højere befordringsfradrag, lavere elafgift, ekstra børnepenge, lån til energiregningen og hurtigere udrulning af fjernvarme.

- De løser bestemt ikke alt, men er et fint lille bidrag, lød det fra Mads Andersen.

Seks nye forhandlingssekretærer

På gruppekonferencen blev Mads Andersen genvalgt som formand for Industrigruppen for de kommende tre år, en post han første gang blev valgt til i 2010.

Der blev også valgt fire nye forhandlingssekretærer:

  • Morten Villadsen, 3F Køge Bugt, tiltrædelse 7. oktober 2022
  • Rene Olsson, 3F Midtvendsyssel, tiltrædelse 1. november 2022
  • Vivian Hvolbæk Hansen, 3F Skagerak, tiltrædelse 1. marts 2023
  • Jesper Knudsen, 3F Nordhøjfyn, tiltrædelse 1. november 2023