OBS: Du er nu offline

Den offentlige gruppekonference:  Udfordringerne står i kø

En inflation, der skyder i vejret, en lønstrukturkomité, der er på trapperne, og arbejdsgivere, der overvåger de ansatte mere og mere. Der er nok at tage fat på de næste år, lød det på den offentlige gruppekonference under 3F’s kongres.

- Hvis krisen fortsætter, så er jeg alvorligt bange for, at man vil kigge på vores grupper og sende sparekniven efter dem, sagde Lydia Callesen, formand for 3F's offentlige gruppe, blandt andet i sin beretning. (
	Joachim Rode)
- Hvis krisen fortsætter, så er jeg alvorligt bange for, at man vil kigge på vores grupper og sende sparekniven efter dem, sagde Lydia Callesen, formand for 3F's offentlige gruppe, blandt andet i sin beretning. ( Joachim Rode)
Af 
 

Efteråret sniger sig på, og de kalendermåneder, vi går ind i, ser også dystre ud for mange offentligt ansatte.

Sådan lød det fra formanden for Den Offentlige Gruppe i 3F, Lydia Callesen, da hun aflagde sin beretning på den gruppekonference, der onsdag blev holdt under 3F’s kongres i Aalborg.

- Jeg kigger med bekymring ind i et efterår og en vinter, hvor der desværre ikke er udsigt til, at krisen forsvinder lige rundt om hjørnet. Samtidig er jeg bekymret for de signaler, der kommer blandt andet fra vores kommuner, sagde Lydia Callesen med henvisning til, at de rekordhøje prisstigninger også rammer kommunernes budgetter.

- Hvis krisen fortsætter, så er jeg alvorligt bange for, at man vil kigge på vores grupper og sende sparekniven efter dem, sagde hun i sin beretning.

Stigende kontrol og overvågning

Også kontrol og overvågning fik ord med på vejen. For der kommer stadig flere kreative arbejdsgivere, der vil kontrollere alt og alle i deres arbejde, påpegede Lydia Callesen.

- Vi har på de offentlige arbejdspladser bestemmelser om kontrolforanstaltninger, men de trænger til en revidering. Og vi er ikke de eneste, der oplever flere og flere overvågningsmuligheder. Hele det private arbejdsmarked oplever det samme, sagde gruppeformanden.

LÆS OGSÅ: Nu ser komité på lønstruktur

Lige om lidt barsler Lønstrukturkomitéen med sit arbejde. Den ventes med spænding, sagde Lydia Callesen. Men hun gav også udtryk for, at hun er bekymret for de vidtløftige signaler fra politikere, der vil kaste målrettede lønkroner efter den ene og den anden trængte faggruppe.

- Men jeg står fast på, at det er arbejdsmarkedets parter, der sammen skal finde løsninger på de udfordringer, som det offentlige arbejdsmarked har. Det bliver ikke nemt, og det kommer til at koste rigtig mange diskussioner og indrømmelser fra arbejdsgiverne, men også fra os som lønmodtagerne, lød det fra Lydia Callesen.


FOTO: Joachim Rode

Hårde forhandlinger i 2024

Springer man længere frem i tiden end efteråret, er der store udfordringer i vente ved de offentlige overenskomstforhandlinger i 2024. Der er mangel på arbejdskraft, og der er fokus på løn.

- Jeg synes, forhandlingerne i 2021 var hårde, men jeg tror, at 2024 bliver endnu værre, sagde Lydia Callesen.

Flere af de delegerede ved Den Offentlige Gruppes konference havde input hertil.

- Vi skal overveje vores skridt i forhold til vores støtte til de private overenskomstforhandlinger allerede i 2023. De vil lægge nogle trædesten, og vi skal prøve at planlægge nogle aktiviteter tidligt, så vi er bedre klædt på. Vi er udfordret på en række områder og har brug for kreativitet, sagde Caja Bruhn, der sidder i Den Offentlige Gruppes bestyrelse for 3F København.

Claus Pedersen, formand for Den Offentlige Gruppe i 3F Aalborg, var på linje:

- Vi kan godt få brug for de private. Som offentlige har vi ofte været nødt til at vise lidt samfundssind, men vi er nok nødt til at nulstille uret i 2024. Nu er vi nødt til at kæmpe for en rigtig god overenskomst, sagde Claus Pedersen.

Nej til overvågning og minut-tyranni

Også den voksende arbejdsgiverlyst til at se medarbejdere efter i kortene fik gang i debatten hos de 3F-delegerede. Blandt andet sagde Johnni Struck fra Park og Vej i Lollands Kommune:

- Det begynder at skride. Vi får overvågning i køretøjerne, og alt skal måles i et minut-tyranni. Adfærden ændrer sig, når folk bliver overvåget, lød Johnni Strucks erfaring.

Fællestillidsrepræsentant på Entreprenørgården i Silkeborg Ronni Kjær Laumann havde også sit at dele ud af:

- Det er den måde, arbejdsgiverne prøver at afskedige os på, og de prøver at holde styr på, hvor vi er. Det er et pres hver eneste dag, også i forhold til det psykiske arbejdsmiljø. Det er usmageligt.

Gruppeformand Lydia Callesen konkluderede efterfølgende, at problemet med kontrol fylder meget. Og det skal der gøres noget ved. Den Offentlige Gruppe har presset på for at få emnet højt på dagsordenen i 3F.

- Så må vi se, hvor meget vi kan opnå, og hvor langt vi kan komme, også ved overenskomstforhandlingerne i 2024, sagde Lydia Callesen.

Hun lovede også at lytte og lære af de private overenskomstforhandlinger i 2023.

- Jeg samler alle guldkornene op, så vi kan blive endnu bedre rustet til forhandlingerne i 2024.

Lydia Callesen blev på konferencen genvalgt som formand for Den Offentlige Gruppe i 3F.