OBS: Du er nu offline

3F-formand: Drop støtten til privatskoler

Staten bør droppe støtten til privatskoler og satse på et højt fagligt niveau i folkeskolen, mener 3F’s forbundsformand Per Christensen.
Det offentlige tilskud til privatskoler bør droppes til fordel for et løft til folkeskolen. Det vil gavne integrationen og nye generationer, mener 3F's forbundsformand Per Christensen. (Foto: Michael Bo Rasmussen)
Det offentlige tilskud til privatskoler bør droppes til fordel for et løft til folkeskolen. Det vil gavne integrationen og nye generationer, mener 3F's forbundsformand Per Christensen. (Foto: Michael Bo Rasmussen)
Af 
 

Lige børn lærer bedst, og solidariteten og fællesskabet skal tilbage på skemaet i landets folkeskoler.

Det mener 3F's forbundsformand Per Christensen, der fra talerstolen på fagforeningens kongres i Aalborg direkte opfordrede til, at støtten til privatskoler bliver droppet.

- Jeg fatter ikke, at den danske stat stadig skal støtte privatskoler, der direkte modvirker integrationen, sagde Per Christensen.

- Lad folkeskolen være fælles. Drop støtten til privatskoler. Lad folkeskolen være en smeltedigel, hvor alle børn mødes. Lad mangfoldighed og høj faglighed komme alle børn til gavn, sagde han.

Vil gavne integrationen

Et farvel til den statslige støtte til privatskoler til fordel for en satsning på folkeskolen vil både komme nye generationer til glæde og gavne integrationen, mener 3F's forbundsformand.

- Vi skal være klare i mælet omkring fællesskabet, sagde Per Christensen.

- Fællesskabet giver. Men det fordrer også, at vi deltager. Det gælder både nye og gamle danskere, sagde han.

Flere unge vil få en uddannelse

Per Christensen lagde ikke skjul på, at det en række steder kniber med integrationen.

- Her må vi efter min opfattelse gerne blive mere hårde i filten. Det handler ikke om hudfarve eller religion. Det handler – ligesom på arbejdsmarkedet – om, at vi kommer længst, hvis vi følger de samme spilleregler. Det handler ikke om hvem, men om hvad, sagde han.

- Lad os satse mere på folkeskolen. Gør vi det, vil langt flere unge også få en uddannelse, lød budskabet fra forbundsmanden.