OBS: Du er nu offline

Kamp om jobbet:  3F skal have ny hovedkasserer

Tirsdag bliver det afgjort, hvem der skal styre pengekassen i 3F fremover. Der bliver kamp om posten, for to kandidater har meldt sig.

Kenneth Hove, formand for 3F Vest i Lemvig og Jesper Palmelund, økonomiansvarlig i BJMF, stiller op som ny hovedkasserer i 3F.
Kenneth Hove, formand for 3F Vest i Lemvig og Jesper Palmelund, økonomiansvarlig i BJMF, stiller op som ny hovedkasserer i 3F.
Af 
 

Det bliver enten Kenneth Hove, formand for 3F Vest i Lemvig, eller Jesper Palmelund, økonomiansvarlig i 3F Bygge-, Jord og Miljø Fagforening København, som tirsdag bliver valgt af kongressen som ny hovedkasserer i 3F.

Den ny hovedkasserer bliver samtidig en del af ledelsen i forbundet.

Ulla Sørensen, der har haft posten som forbundets økonomichef eller kassemester siden 2006, har valgt at trække sig tilbage.

Da der er to kandidater, bliver der kampvalg om at blive Ulla Sørensens efterfølger.

Begge kandidater er vant til at jonglere med budgetter og regnskaber.

Det gælder Jesper Palmelund som økonomiansvarlig, der desuden har en akademiuddannelse i ledelse og er formand for kassererforeningen i 3F.

Men også Kenneth Hove har tal og grafer godt oppe under neglene. Han har nemlig tidligere været økonomiansvarlig i afdelingen i Lemvig i 17 år.

Vil passe på pengene

Hovedkassereren i 3F er den, der har ansvaret for forbundets daglige økonomi og holder øje med, at der ikke bliver brugt flere penge, end der kommer ind. 3F har også indtægter fra værdipapirer såsom aktier og obligationer.

Både Hove og Palmelund mener, at der skal passes godt på pengene.

- Ansvarlighed er helt afgørende for mig. Pengetanken er stor, men det skal den være. Vigtigst: Pengene skal bruges på medlemmerne og på noget, som kommer dem til gode, både på kort og lang sigt, sagde Kenneth Hove fra 3F Vest i Fagbladet 3F for nylig.

Jesper Palmelund slår også på, at pengene skal komme medlemmerne til gavn, og at forbundet skal være godt rustet økonomisk.

-  Vi skal køre videre med de ting, der virker godt, sagde han, også til bladet.

Hvad med kontingentet?

En udfordring er, at indtægterne fra kontingenter falder, fordi medlemstallet er vigende.

- Vores kontingent er højt. Man burde måske overveje at investere formuen bedre, så kontingentet kan holdes i ro eller endda sænkes. Specielt nu, hvor inflationen er så høj, mente Jesper Palmelund.

Kenneth Hove:

- Vi kommer aldrig til at konkurrere med de gule på prisen. Men vi ved godt, at vi SKAL have flere medlemmer, for ellers mister vi indflydelse. Når vi er mange, kan vi flytte noget, sagde han.

Afstemningen og dermed afgørelsen sker tirsdag. Teoretisk set kan der melde sig flere kandidater frem til valget. Begge kandidater får ti minutter til at præsentere sig over for de delegerede i salen.

Ulla Sørensen har som hovedkasserer udover pengene også haft ansvaret for blandt andet arbejdet med arbejdsmiljø i forbundet, er også hovedkasserer for a-kassen, og har haft en række eksterne bestyrelsesposter.