OBS: Du er nu offline

Faglig sekretær fik Jens Bjørst Mindepris

En meget rørt Elaine Larsen modtog mandag Jens Bjørst Mindepris for sit arbejde med afsløringer af social dumping og grov svindel i forbindelse med ’slikfuskersagen’.
Elaine er til daglig del af 3F Frederiksborg. (Foto: Søren Zeuth)
Elaine er til daglig del af 3F Frederiksborg. (Foto: Søren Zeuth)
Af 
 

En ting som faglig sekretær i 3F Frederiksborg, Elaine Larsen, har lært i sit lange arbejde med sagen om 'slikfuskeren' David Yüksel er, at social dumping er meget mere end underbetaling og frygtelige arbejdsforhold.

- Det handler nemlig også om kriminalitet, identitetstyveri og svindel, sagde hun fra talerstolen på 3Fs Kongres, da hun tidligere mandag modtog Jens Bjørst Mindepris.

Det er 3F Frederiksborg-afdelingen, som har indstillet Elaine Larsen til prisen.

- Jeg er enormt rørt over at modtage denne pris. Egentlig har jeg jo bare passet mit arbejde, og så har jeg haft rigtig gode kolleger, som har bakket mig op, forklarede hun og takkede blandt andet også Fagbladet 3F's journalister Morten Halsskov og Jesper Nilsson for et godt samarbejde og en massiv dækning af sagen.

En sej kamp

Læs alt om slikfusker-sagen på fagbladets temaside

Arbejdet med slikfusker-sagen har været en meget lang og tung sag, som blandt andet har resulteret i, at hun har modtaget trusler og får overvåget sit hus af politiet. Og på trods af det har hun aldrig tænkt på at give op.

- Jeg har flere gange tænk: foregår sådan noget her virkelig i Danmark, men jeg har ikke på et eneste tidspunkt tænkt på at give op, fordi hvis ikke de bagmænd bliver stoppet, så er der jo bare andre arbejdere, som bliver groft udnyttet, forklarede Elaine Larsen.

- Og jeg stopper ikke, før det netværk er så nedlagt, som det kan blive.