OBS: Du er nu offline

Kongres  3F-formand: Nu må DF bekende kulør

3F's forbundsformand Per Christensen kræver et klart svar fra Kristian Thulesen Dahl på, om DF vil sige nej til at sænke topskatten og sætte pensionsalderen op. Det skylder DF lønmodtagerne, mener Per Christensen.
DF må rydde usikkerhed af bordet og melde klart ud, om partiet siger nej til at sænke topskatten og sætte pensionsalderen op eller ej, fastslog forbundsformand Per Christensen på 3F's kongres. (Foto)
DF må rydde usikkerhed af bordet og melde klart ud, om partiet siger nej til at sænke topskatten og sætte pensionsalderen op eller ej, fastslog forbundsformand Per Christensen på 3F's kongres. (Foto)
Af 
 

Regeringens 2025-plan er et frontalt, åbenlyst og højtråbende angreb på den danske velfærdsstat.

Det fastslog 3F's forbundsformand Per Christensen på fagforbundets kongres i Aalborg, hvor han søndag fik Socialdemokraternes partiformand Mette Frederiksens ord for, at Socialdemokraterne ikke går med til at hæve pensionsalderen og sænke topskatten. Nu kræver han en lige så klar udmelding fra DF's partiformand Kristian Thulesen Dahl.

- Med Socialdemokratiets klare melding kan Dansk Folkeparti afgøre det her. I dag. Lige nu. Siger Dansk Folkeparti lige så kategorisk nej til at sætte topskatten ned og pensionsalderen op? Dansk Folkeparti skylder et svar. Skylder stuepigen, buschaufføren og industrioperatøren et svar, sagde Per Christensen.

- Er du med Kristian Thulesen Dahl, eller hopper I igen med på den asociale politik, der også rammer jeres vælgere, spurgte forbundsformanden, da han svarede de mange emner, der blev berørt i de 60 indlæg i debatten om hans beretning.  

Usikkerheden skal ryddes af bordet

Per Christensen slog fast, at 3F vil afkræve DF svar.

- Den usikkerhed, der er skabt, må og skal ryddes af bordet nu. Det skylder I lønmodtagerne, sagde Per Christensen.

Fra talerstolen understregede forbundsformand, at indsatsen mod social dumping vil have førsteprioritet efter kongressen og ikke bare er en vigtig faglig kamp, men også en god forretning for det danske samfund. Fra 1. januar 2012 og frem til denne sommer har kampen mod social dumping indbragt godt en halv milliard kroner.

- Vores kamp mod social dumping skaffer penge til velfærdsstaten, sagde Per Christensen, der påpegede, at det står i skærende kontrast til, at regeringen er i gang med at reducere de økonomiske midler til indsatsen mod social dumping fra 170 millioner kroner til 20 millioner kroner om året.

Frygter kortere arbejdstid vil føre til lavere løn

I debatten om forbundsformandens beretning har hovedbestyrelsesmedlem og formand for 3F Ungdom, Emil Torp Olsen, argumenteret for en 30 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation som en af løsninger på de fremtidige udfordringer og regeringens planer om at sætte pensionsalderen op.

Hovedbestyrelsesmedlem og formand for 3F Frederiksborg, Tue Tortzen, slog i sit indlæg om formandens beretning også fast, at pensionsalderen skal ned og ikke op. Og det samme med den fremtidige arbejdstid. Per Christensen tvivler dog på, at der er økonomi til at sætte arbejdstiden ned.

- En 30 timers arbejdsuge lyder besnærende. Jeg frygter dog, at en kortere arbejdstid vil føre til lavere løn og slå hul i velfærden og de offentlige kasser, sagde Per Christensen, hvis beretning blev enstemmigt vedtaget.