OBS: Du er nu offline

3F vil arbejde for alternativer til de nedslidte

På kongressen i Aalborg blev det besluttet, at 3F fremover forpligter sig til at arbejde for alternative tilbagetrækningsordninger for nedslidte ældre.
3F's Fagligt og Politisk Grundlag blev vedtaget efter en lang debat og mange ændringsforslag. (Foto: Søren Zeuth)
3F's Fagligt og Politisk Grundlag blev vedtaget efter en lang debat og mange ændringsforslag. (Foto: Søren Zeuth)
Af 
 
Af 
 

Højere pensionsalder og udfasning af efterlønnen går ud over de nedslidte 3F'ere på arbejdsmarkedet. Men på 3F's kongres i Aalborg blev det vedtaget, at 3F fremover vil arbejde for at finde andre ordninger til de nedslidte ældre.

- 3F vil arbejde for, at der etableres ordninger i form af muligheder for fleksibel tilbagetrækning og en revision af pensionsordningerne, så der gives reel mulighed for en tidligere tilbagetrækning, fremgik det af ændringsforslaget til 3F's Fagligt og Politisk Grundlag.

Det var et af flere ændringsforslag, der blev debatteret på kongressen i Aalborg, hvor de delegerede diskuterede de mange ændringsforslag til det eksisterende Fagligt og Politisk Grundlag.

Videre fremgik det, at 3F vil arbejde for at sikre, at et politisk ønske om at udvide arbejdsudbuddet ikke går ud over de grupper, som allerede i dag leverer mange arbejdsår inden for fag med højt tempo og belastning.

3F skal igen prioritere skolekontaktarbejdet

Et flertal af de delegerede vedtog også, at kontakten til folkeskolerne igen skal være en kerneopgave for fagbevægelsen.

- Det er vigtigt, at kontakten til vores mange folkeskoler igen bliver en naturlig opgave for fagbevægelsen. Vi skal ud på skolerne og fortælle de danske skoleelever om fagbevægelsen, den danske model og i det hele taget fagbevægelsens syn på samfundet. Denne opgave bør være en opgave, som fællesskabet i LO påtager sig.

Ved at vedtage ændringsforslaget gik flertallet af de delegerede mod 3F's hovedbestyrelse, som havde indstillet forslaget til forkastelse.

Ud med korte elevaftaler

En tredje debat gik på de mange del- og korte uddannelsesaftaler for eleverne på erhvervsuddannelserne. Mange virksomheder misbruger korttidskontrakterne og bruger dem som en vikarpulje, hvor de kan hente arbejde i et halvt års tid, og hvis de ikke er glade for eleven, lader de være med at forlænge.

- 3F arbejder for, at alle får mulighed for at gennemføre deres erhvervsuddannelse på en fuld aftale i en virksomhed. Kun i tilfælde, hvor helt særlige faglige- og virksomhedsspecifikke forhold gør sig gældende, kan 3F acceptere del- eller korte aftaler, fremgik det af det vedtagne forslag.

Fagligt og Politisk Grundlag for 2016-2019 blev enstemmigt vedtaget.