OBS: Du er nu offline

3F: Satspuljen skaber øget ulighed

Det er en usund og usympatisk logik, der ligger bag forliget om satspuljen, siger 3F's formand. Han opfordrer oppositionen til at trække sig ud af satspulje-forliget.
- Satspuljen betyder, at danskere på overførselsindkomst stille og roligt bliver fattigere i forhold til resten af samfundet, siger 3Fs formand Poul Erik Skov Christensen.
- Satspuljen betyder, at danskere på overførselsindkomst stille og roligt bliver fattigere i forhold til resten af samfundet, siger 3Fs formand Poul Erik Skov Christensen.
Af Thomas Sæhl, Fagbladet 3F, [email protected]

Den politiske opbakning til satspuljen er begyndt at vakle - og nu vender også Danmarks største fagforbund 3F sig mod forliget.

- Satspuljen betyder, at danskere på overførselsindkomst stille og roligt bliver fattigere i forhold til resten af samfundet. Det er en usund og usympatisk logik, der ligger bag det forlig, siger 3Fs formand Poul Erik Skov Christensen.

Mekanismen bag satspuljen øger uligheden, fordi pengene til puljen kommer ved at regulere overførselsindkomster med 0,3 procent mindre end den almindelige lønudvikling. Hvert år får pensionister, sygemeldte og arbejdsløse altså en lidt lavere indkomststigning end danskere i job.

Pengene, der spares på den måde, går til alkoholbehandling, hjemløse og en række andre sociale formål, men det undrer 3F-formanden, at det kun er folk på overførselsindkomst, der skal finansiere alle de gode initiativer:

- Hvorfor er det kun førtidspensionisten og den arbejdsløse, der skal bidrage til de opgaver, mens den forgyldte boligejer med det gode job ikke skal slippe en eneste krone, spørger Poul Erik Skov Christensen.

Opbakningen svinder

Forliget om satspuljen blev indgået i 1990, og havde indtil for få dage siden opbakning fra alle Folketingets partier minus Enhedslisten. Men de seneste dage er den brede politiske opbakning begyndt at smuldre.

- Den der honningkrukke betales af de absolut dårligst stillede i samfundet, og jeg har det dårligere og dårligere med måden, puljen fungerer på, sagde SF's gruppeformand, Ole Sohn, til Politiken søndag.

Også hos Socialdemokraterne er man parate til at se på sagen igen.

- Det ville kun være glædeligt, hvis en kommende Socialdemokratisk-ledet regering som én af sine første handlinger afviklede denne ordning, som skævvrider samfundet og skaber ulighed, siger Poul Erik Skov Christensen.