OBS: Du er nu offline

3F-formand: Alle unge skal sikres en uddannelse

Fagforbundet 3F's formand Per Christensen vil foreslå regeringen, at der bliver nedsat en kommission, som skal komme med forslag til, hvordan alle unge sikres en uddannelse.

- Jeg vil foreslå regeringen, at vi nedsætter en ungekommission, der skal komme med forslag til at sikre, at alle unge får en uddannelse og mulighed for at gennemføre den, sagde Per Christensen. (
	Foto: Niels Aage Skovbo)
- Jeg vil foreslå regeringen, at vi nedsætter en ungekommission, der skal komme med forslag til at sikre, at alle unge får en uddannelse og mulighed for at gennemføre den, sagde Per Christensen. ( Foto: Niels Aage Skovbo)
Af 
 

Samfundet har svigtet, og det er en falliterklæring, at mange unge i dag ikke har en uddannelse eller et job.

Det mener 3F’s formand Per Christensen.

- Derfor vil jeg foreslå regeringen, at vi nedsætter en ungekommission, der skal komme med forslag til at sikre, at alle unge får en uddannelse og mulighed for at gennemføre den, sagde Per Christensen, da han lørdag aflagde sin beretning på 3F’s kongres i Aalborg.

Konkrete bud på vej

Fagforbundet vil senere komme med konkrete bud på, hvordan man sikrer en stærkere indsats for de unge.

- Jeg synes, at det er grænsende til det uanstændige, at et ungt menneske, der er påbegyndt en uddannelse, skal være usikker på, om han eller hun kan færdiggøre den og få et job, sagde Per Christensen.

- Vi skylder de unge, at vi leverer. Leverer uddannelse og job. Giver muligheder. Vi skal danne og uddanne flere unge. I stedet for som i dag at skabe flere, der hægtes af samfundet, sagde han.

Får ikke nok uddannelse

Selv om mange 3F’ere er kommet i arbejde, er Per Christensen bekymret over, at fagforbundets egne medlemmer ikke får nok uddannelse.  

- Alt for få arbejdsgivere laver en systematisk uddannelsesplanlægning. Desværre er der også nogle, som ikke bakker medarbejderne op, når de vil på uddannelse, sagde Per Christensen.

- Men der desværre også en tendens til, at vi ikke selv tager nok uddannelse, sagde han.

Per Christensen henviste til, at der både i Danmark og i 3F indtil nu været et frivillighedsprincip i forhold til uddannelse på for eksempel lærlingeområdet, voksen- og efteruddannelsesområdet.

I forhold til lærlingene er det især virksomhedernes udbud af praktik, der har været underlagt frivillighed.

- Det har været op til den enkelte virksomhed at afgøre, om de havde lyst til at påtage sig et medansvar for uddannelsespolitikken og uddanne fremtidens faglærte, sagde Per Christensen.

- Men med frivilligheden fulgte hverken særskilt belønning eller straf. Det har vi ændret på, sagde han.

Belønning og straf

Han fremhævede, at der med trepartsaftalen er blevet indført “pisk og gulerod” på initiativ af 3F.

- Det er fortsat frivilligt, om virksomhederne vil tage lærlinge. Men det er ikke længere uden konsekvenser. Tager din virksomhed ikke nok lærlinge, så bliver du straffet. Tager din virksomhed derimod lærlinge, så bliver den belønnet, sagde Per Christensen.

Selv om trepartsaftalen ikke har ført til en massiv fremgang i antallet af lærlingeaftaler, mener 3F’s formand, at den har haft en virkning.

- Vi er gået fra ren frivillighed til, at det nu har konsekvenser, hvis en virksomhed ikke tager lærlinge, sagde Per Christensen.

Han henviste til, at det ifølge alle økonomer virker godt for lønmodtagerne, hvis der er et økonomisk incitament til at tage en uddannelse.

- Gad vide, om det ikke også virker for arbejdsgiverne, lød det fra 3F’s formand.

Behov for en strategi

I forhold til voksen- og efteruddannelse mener Per Christensen, at fagbevægelsen har været fremsynet med etableringen af kompetencefondene og sikret medlemmerne ret til efter- og videreuddannelse.

- Men vi har nok ikke været dygtige nok til at kommunikere, at vi hver især også har pligt til at efteruddanne os. Og vi har heller ikke været gode nok til at sætte det i system, hverken for vores medlemmer eller på virksomhederne, sagde han.

Per Christensen påpegede, at aktiviteten inden for voksen- og efteruddannelse i alt for høj grad er afhængig af lokale ildsjæle, som kan overskue, hvilke krav der stilles til folks kompetencer på de enkelte virksomheder og arbejdspladser.

- Det ville være mere bæredygtigt, hvis aktiviteten var udtryk for en bevidst strategi – både hos den enkelte og hos virksomheden, sagde han.

Virksomheder skal tvinges

Aktiviteten inden for voksen- og efteruddannelse er ifølge 3F’s formand størst, når det foregår på virksomheden og sker på virksomhedens initiativ.

- Men vi kan ikke længere sidde og vente på, at alle virksomhederne på magisk vis pludselig begynder at tænke langsigtet, sagde han.

- Vi bliver nødt til - gennem vores medlemmers efterspørgsel efter uddannelse - at tvinge de uddannelsesresistente virksomheder til at gå i gang med at tænke systematisk kompetenceudvikling, sagde 3F’s formand.

Appel fra formanden

Per Christensen kom i sin beretning også med en direkte appel til den enkelte 3F’er.

- Jeg ved, at det kan lyde hårdt. Men verden er hård. Det er ikke længere et valg, om vi som 3F´ere skal tage uddannelse. Det er en pligt, sagde han.

- Ikke over for mig. Ikke kun over for samfundet. Men over for en selv og ens familie. Uddannelse i en verden, der er så omskiftelig, er den bedste forsikring mod ledighed. Det er nøglen til et bedre liv, sagde 3F’s formand.