OBS: Du er nu offline

Cora skal bære fanen til kongressen

For første gang til en kongres skal Cora Andrewartha bære fanen til åbningen af 3F’s femte af slagsen. Hun er erfaren fanebærer, fordi hun elsker at snakke med mennesker og danne netværk.

- Jeg er fanebærer, fordi jeg synes, det er spændende, og man møder utroligt mange forskellige mennesker, siger Cora Andrewartha. (
	Thomas Arnbo)
- Jeg er fanebærer, fordi jeg synes, det er spændende, og man møder utroligt mange forskellige mennesker, siger Cora Andrewartha. ( Thomas Arnbo)
Af 
 

Når 47-årige Cora Andrewartha på lørdag lige over middag træder ind i Aalborg Kongrescenter til tonerne af “Når jeg ser et rødt flag smælde” med den tunge fane fra 3F København i hånden, er det allerførste gang.

Og så alligevel ikke helt. For hele fredag skal hun og de øvrige 25 såkaldte fanebærere ved 3F’s kongres faktisk øve. Det er der sat flere timer af til, så den kan sidde lige i skabet, når 3F slår dørene op til sin femte kongres lørdag den 21. september.

Faktisk har Cora Andrewartha været fanebærer de sidste cirka otte år. Så fanen har hun luftet til utallige demonstrationer, begravelser og 1. maj-optog i københavnsområdet. Men det er første gang, at hun er fanebærer til en kongres.

Elsker at møde mennesker

Hun får ikke noget for at være fanebærer. Det er lysten, der driver værket.

- Jeg er fanebærer, fordi jeg synes, det er spændende. Man møder utroligt mange mennesker, dét elsker jeg, og man danner også et stort socialt netværk på tværs af fagforeningerne, siger Cora Andrewartha, der til daglig er fællestillidsrepræsentant for 450 specialarbejdere og rengøringsassistenter i Københavns Kommune.

For at være fanebærer skal man sætte sig ind i nogle af de grundvilkår og forhold, som ligger bag ved en konkret demonstration eller et 1.maj-optog. Så man kan give spørgelystne borgere en positiv forklaring på, hvorfor fanen er ude og blive luftet til enhver given anledning.

Under de offentlige overenskomstforhandlinger sidste år, som trak ud i månedsvis, boede fanen faktisk i Forligsinstitutionen, fortæller Cora Andrewartha. Men til daglig bor fanen, som hun bærer, i 3F København. Men har hun været sent ude med den, må hun gerne tage den med hjem.

Må ikke røre jorden

- Fanen må gerne være ude efter mørkets frembrud, og den må også være ude i regnvejr. Men den må ikke røre jorden. Så har jeg den med hjem, må den heller ikke ligge på gulvet. Den hænger typisk over tørrestativet, fortæller hun.

Ved årets kongres i Aalborg går Bjarne Høpner, formanden for 3F København, på pension. Derfor ser hun det som noget særligt at skulle bære fanen netop i år.

- Jeg er da spændt. Det er en stor ære og en flot tradition, og det bliver meget højtideligt. Men jeg er ikke nervøs. I hvert fald ikke nu. Men det kan da godt være, at sommerfuglene kommer lige op til, siger Cora Andrewartha.