OBS: Du er nu offline

Grøn Gruppe:   Flere medlemmer er vigtigst

Flere års tilbagegang i antallet af medlemmer på det grønne område skal vendes til fremgang. Sådan lyder den klare prioritering hos Den Grønne Gruppe.

- Organisering af kollegerne skal og bør have førsteprioritet, sagde gruppeformand Peter Kaae Holm på Den Grønne Gruppes konference.   (
	Joachim Rode)
- Organisering af kollegerne skal og bør have førsteprioritet, sagde gruppeformand Peter Kaae Holm på Den Grønne Gruppes konference. ( Joachim Rode)
Af 
 

Flere medarbejdere på det grønne område skal melde sig ind i 3F. Det er hovedmålet for Den Grønne Gruppe i de næste tre år.

Det var budskabet fra gruppeformand Peter Kaae Holm onsdag på 3F’s kongres i Aalborg.

- Organisering af kollegerne skal og bør have førsteprioritet. Det er ikke en gratis omgang. Det er ressourcekrævende, sagde Peter Kaae Holm.

Han blev på konferencen valgt som formand for Den Grønne Gruppe. Han har fungeret som gruppeformand siden sensommeren 2017, hvor den daværende formand, Vagn Henriksen, døde som følge af sygdom. 

Fremgang på flere områder

Den Grønne Gruppe i 3F organiserer elever og medarbejdere inden for blandt andet landbruget, på gartnerier, hos anlægsgartnere og på mejerier.

I lighed med andre grupper i 3F har Den Grønne Gruppe samlet set mistet medlemmer, men tilbagegangen er bremset markant i forhold til den forrige kongresperiode. Det er især ansatte på gartnerier og planteskoler, som er faldet fra, men også medarbejdere inden for land- og skovbruget har meldt sig ud.  

Men faktisk er der i den seneste kongresperiode blevet flere 3F’ere blandt især anlægsgartnere, men også på mejerier og inden for agroindustrien.

Anja Andrup mener, at der er et stort potentiale for nye medlemmer på landbrugsområdet.
Anja Andrup mener, at der er et stort potentiale for nye medlemmer på landbrugsområdet. FOTO: Joachim Rode

Det nyvalgte medlem af Den Grønne Gruppes bestyrelse, Anja Andrup fra 3F BJMF, ser lyspunkter i udviklingen:

- Det er rigtigt godt, at vores medlemstab er bremset lidt op. Og at vi har medlemsfremgang på anlægsgartnerområdet. Det er noget, vi kan bruge, sagde hun på talerstolen under gruppens konference.

(Artiklen fortsætter under billedet)

De delegerede på konferencen var flere gange oppe at stå og klappe af afgående kolleger.
De delegerede på konferencen var flere gange oppe at stå og klappe af afgående kolleger. FOTO: Joachim Rode

Klø på!

Gruppeformand Peter Kaae Holm slog på konferencen fast, at arbejdet med at skaffe nye medlemmer til 3F på det grønne område vil fortsætte i de kommende tre år. Han lægger blandt andet op til, at 3F-afdelinger ansætter medarbejdere med udenlandsk baggrund – som blandt andet 3F Odense GOPS, 3F Djursland og 3F Viborg har gjort det.

- Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at ukrainere er bedst til at organisere ukrainere. Ligesom rumænere er bedst til at organisere rumænere. Kulturforståelse, struktur og vedholdenhed er i min optik nøgleordene til at lykkes, sagde Peter Kaae Holm.

Heidi Slesvig fortalte fra talerstolen, at det havde taget hende tre år at få en arbejdsmiljørepræsentant til at skifte fra en gul fagforening til 3F.
Heidi Slesvig fortalte fra talerstolen, at det havde taget hende tre år at få en arbejdsmiljørepræsentant til at skifte fra en gul fagforening til 3F. FOTO: Joachim Rode

Det nyvalgte medlem til 3F’s hovedbestyrelse, Heidi Slesvig, berettede efterfølgende fra talerstolen om, at hun måtte bruge tre år på at overtale en arbejdsmiljørepræsentant, der var organiseret i en gul fagforening, til at melde sig ind i 3F, før det lykkedes.

- Til at begynde med ville han ikke tale med mig. Det kan tage lang tid at overtale folk. Det kræver mandsmod. I skal bare klø på, sagde Heidi Slesvig til de delegerede på gruppens konference, inden de klappede ad hendes indsats.

Ud på arbejdspladserne

Faglig medarbejder hos 3F Midtfjord Niels Sørensen foreslog på konferencen, at 3F forsøger at skaffe unge medlemmer på det grønne område ved at gøre dem opmærksomme på, at 3F har sikret dem pension.

Ifølge gruppeformand hos 3F Randers Flemming Otkjær er det essentielt, at der kommer flere tillidsrepræsentanter på det grønne område, hvor der generelt set er få af dem.   

- Det er vigtigt, at vi har nogle tillidsrepræsentanter derude, når vi snakker organisering. Vi skal dybere ned i medlemsskaren, sagde han.

Organisering af medlemmer foregår ude på arbejdspladserne, mener Walter Markussen.
Organisering af medlemmer foregår ude på arbejdspladserne, mener Walter Markussen. FOTO: Joachim Rode

Faglig sekretær hos 3F BJMF Walter Markussen fortalte fra talerstolen, at 3F-afdelingen har ansat tolke med udenlandsk baggrund i forsøget på at skaffe flere medlemmer.

- Det har givet bonus. Vi kan i høj grad styrke tingene på arbejdspladserne med tolke. Der er kun én måde, og det er en synlig fagbevægelse. Vi skal ud på arbejdspladserne. Organisering – det er ude på arbejdspladserne, det foregår, sagde han.