OBS: Du er nu offline

Ny forbundssekretær: Fællesskab virker

3F’s kongres valgte med stort flertal den 44-årige afdelingsformand i 3F Esbjerg Transport, Henning Overgaard, til ny forbundssekretær. Han ser tryghed og organisering som de største udfordringer og vigtigste indsatspunkter.
Af 
 

3F's kongres har med stort flertal og bragende klapsalver valgt ny forbundssekretær, og valget faldt på 44-årige Henning Overgaard, der kommer fra jobbet som formand for 3F Esbjerg Transport.

Som ny forbundssekretær vil han fokusere på fremtiden.

- De erfaringer, jeg har gjort mig i Esbjerg, vil jeg tage med mig i jobbet som forbundssekretær. Det er godt traditionelt fagforeningsarbejde – i en moderniseret udgave. For fællesskab virker. Og sammenhold fungerer. Også nu – i 2016, sagde Henning Overgaard.

Han slog også fast, at det er nødvendigt at komme på omdrejningshøjde med ungdommen.

- Og det starter lige efter kongressen, sagde han.

Valgt med stort flertal

Der var tre modkandidater ved dagens valg, og Henning Overgaard fik 63 procent af stemmerne - 480 ud af 763 stemmer.

- Tusind tak for tilliden, det er nu jeg skal bevise, at jeg kan leve op til den, sagde Henning Overgaard i en kort takketale, hvor han også takkede sine modkandidater for en god kamp.

3F har to forbundssekretærer, den anden forbundssekretær er Søren Heisel, der blev genvalgt for en ny treårig periode.

Tryghed og organisering er de vigtigste udfordringer i dag, mener Henning Overgaard.

- Vi står midt i en brydningstid, hvor den ny liberale møllekværn bare kvaser løs på lønmodtagernes sikkerhedsnet. Jeg ser et politisk system, der mener, vi skal lytte til dem. Det burde være omvendt. Det burde være fagbevægelsen, der holdt lyttemøder for det politiske system, sagde han.

Tager det lokale med til Køenhavn

Han kastede blikket mod sine erfaringer fra arbejde i 3F Esbjerg Transport, hvor tryghed og organisering har topprioritet.

Afdelingen har på tre år fået cirka 120 flere medlemmer. En fremgang på små 5 procent.

- Men medlemmer kommer ikke længere af sig selv, vi henter dem. Ikke fordi vi har opfundet noget nyt. Og ikke fordi vi bruger tid på afrapportering. Men fordi vi er tilstede i hverdagen. Midt i vores medlemmers arbejdsliv. Og fordi vi er uomgængelige, når virksomheder og medlemmer skal finde sammen i job og uddannelse, sagde Henning Overgaard i sin valgtale.

Han skal nu arbejde med udgangspunkt i København i stedet for det vestjyske, hvor han sidder i Esbjerg Byråd.

- Det bliver en voldsom forandring, men familien er afklaret med omstændighederne, fortæller den nye forbundssekretær.