OBS: Du er nu offline

Video  Klar-parat-kongres: 700 tillidsvalgte træffer beslutninger

Fra lørdag og seks dage frem skal godt 700 afdelings- og tillidsrepræsentanter lægge de overordnede linjer for 3F for de næste tre år. 3F's formand glæder sig: Der er brug for 3F.
Af Lene Petersen, [email protected]

Lørdag formiddag går dørene op til den store sal i Aalborg Kultur- og Kongrescenter, og godt 700 repræsentanter fra 3F's lokale afdelinger, arbejdspladser og forbund sætter sig på deres pladser.

Der bliver både røde faner og arbejdersange. Men først og fremmest skal de delegerede på 3F's faglige kongres og a-kassens delegeretmøde bruge seks dage på at træffe beslutninger og lægge retningslinjerne for 3F's arbejde de kommende tre år.

3F's forbundsformand Per Christensen glæder sig:

- Det er jo her, at 3F's politik bliver til. En politik, der jo ikke bare har betydning for 3F'erne. Men for hele Danmark. Der er i den grad brug for 3F på arbejdspladserne, ved overenskomstforhandlingerne, og når der skal sættes en politisk dagsorden, siger Per Christensen.

- Jeg oplever, at der skal kæmpes endnu mere for den danske model - og endnu mere imod stærke liberalistiske kræfter, der hilser social dumping velkommen. Tænk hvis tidligere 3F-kongresser ikke havde blæst til kamp mod social dumping. Hvis ikke vi havde taget kampen op - hvem havde så? Der er brug for 3F, fastslår 3F-formanden.

Skal forme fremtiden

Der er mange vigtige emner på programmet i Aalborg. Blandt andet, hvordan 3F får flere medlemmer, hvordan 3F kan styrke indsatsen over for mennesker på kanten af arbejdsmarkedet, og hvordan økonomien skal være mellem de lokale afdelinger og forbundet. Desuden skal der vælges ledelse, forhandlingssekretærer med flere.

- Jeg glæder mig i den grad til at drøfte de mange gode forslag til, hvordan vi former fremtidens Danmark, siger Per Christensen.

Kongressen er samlet til og med tirsdag. Onsdag holder de enkelte branchegrupper deres egne møder, og torsdag er a-kassens dag.

Der er kongres i 3F hvert tredje år. Det bliver fjerde gang, at 3F holder ordinær kongres, siden SiD og KAD fusionerede i 2005 og blev til Fagligt Fælles Forbund.