Formanden for 3F Ungdom, Morten Ryom, genkender en god aftale, når han ser den. Sådan sagde han fra talerstolen på 3F’s kongres, hvor han kvitterede for 15 millioner kroner fra den store 3F-pengekasse.
Det beløb har kongressen nemlig besluttet at øremærke de unge. Pengene skal støtte ungdomsarbejdet i 3F og sikre et generationsskifte, så flere yngre kræfter kan blive aktive i Danmarks største forbund.
- Jeg synes, den fremstrakte hånd er en rigtig god mulighed for at komme igennem med vores tanker, sagde Morten Ryom fra talerstolen.
Tidligere på kongressen bad 3F’s forbundsformand, Henning Overgaard,de kongresdelegerede om at høre godt efter. Budskabet var klart: De unge i 3F skal prioriteres højere.
Derfor bad forbundsformanden en håndfuld lokale 3F-afdelinger om at trække et forslag, som de havde stillet til behandling på kongressen. Et forslag om at ansætte en række nye ungdomskonsulenter.
- Hvis forslaget bliver trukket, lover jeg, at der bliver afsat 15 millioner kroner til ungdomsarbejdet. Vi er alle enige om at styrke ungeindsatsen. Vi skal bare blive enige om hvordan. Gør vi, som vi plejer, så taber vi de unge, sagde Henning Overgaard.
Forslaget blev derfor trukket af afdelingerne. Og fra talerstolen sagde formanden for 3F Ungdom, Morten Ryom, efterfølgende, at dén her indsats har ungdommen kæmpet for længe:
- De her penge skal ud og arbejde så hurtigt som muligt, sagde Morten Ryom.
Også flere unge forbliver medlemmer
Udmøntningen af de 15 millioner kroner skal nu ske i samarbejde med ungdommen selv.
- Nu handler det om at få aktiveret flere af vores unge medlemmer. For vi kan se, hvor meget fællesskabet blandt de unge rykker. Når man bliver en del af noget, som man forpligter sig til, så er det også nemmere at betale kontingentet næste måned. Så det her gør også, at flere unge bliver ved med at være medlemmer, lyder håbet fra Morten Ryom.
De 15 millioner tages ud af en pulje, der er afsat til et såkaldt 3F Værksted, som også blev vedtaget på kongressen.
3F Værkstedet bygger videre på den visionsplan, som blev vedtaget på 3F’s kongres i 2016. Værkstedet handler dog også om at tænke og arbejde på nye måder og ved brug af nye metoder.
Overordnet handler værkstedet om at rekruttere og fastholde medlemmer i 3F. Pengene til 3F Værkstedet er overskydende midler fra visionsplanen fra 2016.