OBS: Du er nu offline

Prisuddeling:  Her er årets tillidsvalgte

Tillidsvalgte fra landets regioner blev hædret på 3F-kongres for deres store arbejde for kollegerne.

Stolte prismodtagere foran Aalborg Kongres og Kulturcenter, hvor 3F holder kongres. (
	Niels Åge Skovbo)
Stolte prismodtagere foran Aalborg Kongres og Kulturcenter, hvor 3F holder kongres. ( Niels Åge Skovbo)
Af 
 

Seks stolte tillidsvalgte kunne mandag modtage hyldest og klapsalver fra en fyldt sal i Aalborg Kongres og Kulturcenter.

Her blev prisen Årets Tillidsvalgte uddelt til 3F’ere i landets fem regioner.

- I er hverdagens helte, som står i forreste række og kæmper for ordentlige vilkår til jeres kolleger og kammerater. I er bindeleddet mellem medlemmerne og fagforeningen, og det er jer, der tager slagsmålene ude på arbejdspladserne og sørger for, at overenskomsterne bliver overholdt, og det skal I have et kæmpe tak for, lød det fra 3F’s forbundssekretær Henning Overgaard, der uddelte prisen.

Ros fra kollegerne

Alle prismodtagerne er blevet indstillet til Årets Tillidsvalgte af deres kolleger, og 3F har modtaget det største antal indstillinger, siden prisen første gang blev uddelt i 2011.

Fra Region Hovedstaden vandt Jack Lars Hansen fra Arla Foods i Ishøj prisen som årets tillidsvalgte.

Han er arbejdsmiljørepræsentant på sin arbejdsplads og fremhæves af sine kolleger for sit engagement og for at kunne tale med alle, både kollegerne på gulvet og cheferne på ledelsesgangen. 

Gik forrest i en svær tid

I Region Sjælland bliver rengøringsassistent Hanim Özkaya rost af sine kolleger for sit store arbejde som tillidsrepræsentant for sine kolleger på Sjællands Universitetshospital i Køge i en turbulent tid med ansættelsestop, nedskæringer og omfattende nybyggeri.

Tina Kari Jacobsen vandt prisen som årets tillidsvalgte i Region Syddanmark.

Hun er tillidsrepræsentant og omsorgsmedhjælper gennem 25 år på Bostedet Pilebakken i Assens og fremhæves for sin indsats for kollegerne i en økonomisk svær periode for bostedet, der har været ramt af besparelser og afskedigelser.

Midtjysk makkerpar

I Region Midtjylland vandt makkerparret Lars Sørensen og Peter Skaanning Nielsen fra Vestas Manufacturing i Ringkøbing prisen som årets tillidsvalgte.

Makkerparret satte sig i efteråret 2018 i spidsen for et stort arbejde, hvor de fremlagde konstruktive løsningsforslag for virksomhedens ledelse, som skulle gennemføre nedskæringer på grund af ordretilbagegang.

Årets tillidsvalgte i Region Nordjylland blev Lena Gjerlev Nielsen fra Arriva i Aalborg Øst.

Hun er buschauffør og blev valgt til tillidsrepræsentant efter at have engageret sig i ‘Tryk Stop’-kampagnen, som satte fokus på de pressede køreplaner og urimelige arbejdsvilkår for buschauffører.